
SmartClinic
På tværs af programregionen ses en stigning i antallet af patienter med kronisk sygdom, som optager op mod 80% af sundhedsvæsenets ressourcer og skaber forlængede ventetider og behandlingsforløb.
I dag er proceduren, at patienter med en kronisk sygdom kommer til regelmæssige kontroller i sundhedsvæsenet – også i perioder, hvor patienterne er stabile og ikke oplever sygdomsudbrud. Det presser kapaciteten i sundhedsvæsenet og skaber ringe fleksibilitet, når en patient får brug for akut behandling. Ventetiden, der opstår for de akut syge patienter, skaber øget sygefravær og kan forværre sygdommen.
Der er derfor behov for at gentænke de ambulante patientforløb (dvs. behandling og kontrol uden hospitalsindlæggelse). Det kan gøres ved at anvende sundhedsteknologi til at sikre god patientmonitorering og frigive tid på hospitalet, så akut syge patienter kan behandles inden for en kortere tidsramme.
Projektets formål er at udvikle en generisk model for digitaliserede behandlingsforløb af patienter med kronisk sygdom. I projekt SmartClinic anvendes sygdommen kronisk mavetarmsygdom (Inflammatory Bowel Disease, kaldet IBD) som case med henblik på at udvikle og afprøve en model for digitaliserede behandlingsforløb, der på sigt kan anvendes inden for andre medicinske specialer med kronisk sygdom. I projektet udvikles og testes en model for en ambulant SmartClinic, der består af to behandlingsforløb: En Clinic Online og en Clinic on Demand.
De fire projektpartnere i Danmark og Sverige består af:
Sjællands Universitetshospital, virksomheden Visikon, Skånes Universitetssjukhus og Handelhögskolan ved Göteborg Universitet. Partnerne skal i fællesskab udvikle en generisk model for ambulant kontrol og behandling af patienter med kroniske sygdomme.
Den generiske model kombinerer selvmonitorering med avanceret, digital teknologi og online kontrol med mere effektiv akutbehandling i klinikken, hvor der gøres brug af sundhedsteknologi på en ny måde. Løsningen udvikles sammen med patienterne i et brugerinddragende set-up.
Formål med projekt SmartClinic
Generisk model
Udvikling af en generisk model for digitaliserede behandlingsforløb af patienter med kronisk sygdom
Sundhedsteknologi
Øget fokus på sundhedsteknologier, der kan effektivisere behandling
Privat-offentlige samarbejder
Udvikling af nye privat-offentlige samarbejder, der fremmer innovation i programregionen